Nedtællingen til årets festligste dag i væddeløbssporten er for alvor begyndt. Her kan du læse mere om, hvad der er i vente til Hestesportens Galla 2021.
Har du fundet kjole og hvidt frem? Ellers er det måske ved at være tid, for om blot fire dage samles væddeløbssporten på Hermans i Tivoli Friheden i Aarhus til Hestesportens Galla 2021 – og det bliver et brag af en fest!
Hestesportens Galla 2021 afvikles som vanligt ad to omgange: et eftermiddagsarrangement samt et aftenarrangement med spisning. Har du billetter til gallaen gælder de til både eftermiddag og aften.
Kort program for dagen
Der er mange ender, der skal mødes, når man afholder et stort arrangement som Hestesportens Galla. Derfor skal nedenstående program forstås som vejledende, ligesom at der kan forekomme mindre ændringer.
13.00: Velkommen til Hestesportens Galla 2021 – eftermiddag
13.00-14.30: Kåringer
14.30-15.00: Kaffe og kage sponsoreret af Harlev Bageri
15.00-17.00: Pause
17.00: Velkommen til Hestesportens Galla 2021 – aften
17.00-01.00: Kåringer, tre rettes menu, socialt samvær og fest
01.00: DJ’en spiller den sidste sang
OBS: Bemærk at selve showet om aftenen begynder kl. 17.00!
Andre praktiske oplysninger
– Det vil være muligt at købe en sandwich i baren, hvis sulten melder sig i forbindelse med eftermiddagsarrangementet.
– Der er ingen bordplan om eftermiddagen – det er der til gengæld om aftenen.
– Det vil være muligt at orientere sig i bordplanen, som vil være hængt op flere steder i foyeren, forud for aftenarrangementet.
Ellers er der blot tilbage at sige: Vi glæder os til at se jer alle sammen til en fantastisk dag på lørdag!