Jesper Lundgaard optrådte på Trav- og Galopsportens Galla 2015, og til Trav- og Galopsportens Galla 2016 hæves overliggeren markant, når en dansk musicalstjerne entrerer scenen på Hermans Tivoli Friheden i Aarhus.
»Stig Rossen optræder på Gallaen,« jubler Trav- og Galopsportens Gallakoordinator Lone Kristensen. Hun har i flere måneder arbejdet på at få den danske musicalstjerne til at optræde på gallaen, og forleden lykkedes det endeligt, at få aftalen i hus.
Uddrag fra pressemeddelelsen:
Stig Rossen sprang i februar 1988 ind i det danske publikums bevidsthed med sin entré i Dansk Melodi Grand Prix, hvor han efterfølgende turnerede rundt i landet med Fenders.
Fra 1987-90 gik han på Guildhall School of Music and Drama i London, og fik hurtigt sit gennembrud som skuespiller, da han blev hyret til koret i Les Miserables og blot tre måneder senere fik tilbudt hovedrollen som Jean Valjean.
Stig Rossen har gennem de seneste år sammen med Jesper Asholt, Jesper Lohmann og Keld Heick, rejst landet rundt med teaterkoncerterne om Danmarks første boyband Four Jacks.
I 2014 kunne Stig Rossen fejre sit 25-års jubilæum som sanger.
Samme år var han med i Aarhus Teaters hidtil største musicalsatsning, Les Misérables. Stig Rossen og resten af holdet høstede efter premieren d. 21. marts stor anerkendelse for en sublim forestilling og fulde huse. Med over 30.000 solgte billetter slog den alle rekorder på Aarhus Teater, og Stig Rossen kunne d. 15. april 2014 fejre sin jubilæumsforestilling nummer 1.500 i rollen som Jean Valjean.
Udover musik og teater har Stig Rossen skrevet bogen ”Livet skal ikke leves på automatpilot” og er en efterspurgt foredragsholder.
I marts/april 2017 medvirker Stig Rossen sammen med bl.a. Linda P, Martin Brügmann, Lars Hjortshøj m.fl. i den prisvindende Broadway-musical SPAMALOT i Tivoli.